Shih Tzu Danmark

Hvalpen

Badet Shih Tzu hvalp

Badet Shih Tzu hvalp

Uanset om din hvalp skal holdes i fuld pels, eller om den med tiden skal klippes i en kort frisure, er det meget vigtigt at du lærer din hvalp at blive soigneret. Med soigneret menes:

–          At blive børstet og redt dagligt

–          At blive badet og føntørret

–          At få rengjort ansigtet

–          At få sat top og skæg med elastikker

–          At få klippet negle og poter

–          At blive klippet

Det bedste og den bedste måde at opnå en hund der gerne vil være med til dette, er ved at gøre tingene i en daglig rytme – Også selvom man måske ikke syntes at hvalpen trænger til dette hver dag, endnu. Men der kommer en dag hvor det bliver nødvendigt og så er det rart, at hunden kender rutinen, er tryg og glad ved at skulle soigneres. Et rigtig godt tidspunkt at gøre det på er, når hvalpen har spist, leget og er ved at være træt, på et tidspunkt hvor du har god tid til hyggestunden.

Al begyndelse kan være svær i starten, hvis ikke man er vant til at pelspleje. Men det hele bliver lettere, specielt hvis man gør forarbejdet – Nemlig at lære sin hvalp soigneringen, fra den er helt lille. Det gør pelsplejen mere overskuelig, hvis man har en hund der ligger/står stille imens man plejer den. En hund, der stritter i mod og måske er bange, kan være meget svær at håndtere. Forsøg at gøre det til Jeres lille personlige hyggestund – Det elsker hvalpe og gerne med småsnak og godbidder.

 

Når en lille hvalp flytter hjemmefra sin opdrætter, ofte som 10 – 12 ugers hvalp – Er pelsplejen endnu meget simpel. Alligevel anbefales det at børste og rede den lille hvalp dagligt over hele kroppen, maven, ører og ben. Specielt skal ansigtet rengøres – Pga. dens korte næse og store øjne, vil den blive snasket af dens mad og ved leg, derfor anbefales det at vaske (evt. med vådserviet eller skumklud) ved næse, mund og øjne.

Med en lille kam reddes skæg og det lille ansigt. En god ide er, allerede her at anvende en hårtørrer til efterfølgende at tørre det skønne lille ansigt. Ved lav blæs og lav varme.

Husk også, at se hvalpen efter bagi – Måske der kan sidde lidt afføring som skal fjernes. Nogle oplever på et tidspunkt, at hvalpen ikke kan komme af med sin afføring fordi der sidder noget gammelt indtørret afføring i håret, ved anus. Brug evt. en lille metalkam til at fjerne eventuelle rester bagi, så det ikke sker for dig/Jer.

Giv gerne hvalpen et bad en gang i ugen, i en mild shampoo + balsam. Hyg med den og fortæl den, hvor dygtig den er imens du tørrer den med føntørreren. Selvom hvalpen har været i bad hos opdrætteren, er det pga. dens alder sikkert ikke sket så mange gange endnu, så den er blevet hel tryg – Eller også har den måske ”glemt” det lidt i forbindelse med den store omvæltning det også er for en hvalp at flytte hjemmefra og ud i en ny familie. Det vigtige her er at I sammen får en ny, kendt og god rytme sammen.

Samtidig med at hvalpen stille og roligt vokser, vokser pelsen også – Brug denne dejlige hvalpetid til sammen at finde en rytme med pelsplejen. Stille og roligt skal I også til at sætte små elastikker i toppen, så du kan se din hvalpes øjne og den kan se ud. De første mange gange holder elastikken måske kun i, en halv time men stille og roligt får både du og hvalpen øvelsen.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at hvalpen ikke har hår der stikker den ind i øjnene og generer hvalpens øjne – Dette kan give en øjeninfektion, hvis man er rigtig uheldig.

I forbindelse med badet, tjek og klip også hvalpens negle. Husk også ulvekloen, hvis hvalpen har dette. Klip også håret der vokser ud på poternes trædeflade og rundt ved poten. Der er ingen grund til at den skal have ”lange sokker på”.

I starten er det nok at have en lille metalkam og en god børste til pelsplejen. Derudover skal du have en neglesaks og en potesaks. Du kan altid købe mere senere hen, hvis behov.

Mht. shampoo og balsam findes der mange gode og knap så gode produkter på markedet – Tal med din opdrætter. Mange giver lidt med til at starte op på og vil hjertens gerne forsætte med at vejlede og hjælpe deres hvalpekøbere. Brug derfor din opdrætter – De vil elske det og kontakten til deres hvalp og hvalpekøber!

Vigtigst af alt: Der er ingen spørgsmål der er dumme – Det er kun dumt ikke at spørge, hvis man er i tvivl!

DSC_3122