Når verden ramler sammen og fremmede bliver til venner.

Jeg oplevede d. 3.5.2017 mit og nok de fleste hundeejers værste mareridt. Kl.06.10 opdager jeg, at nogle af mine hunde deriblandt en tæve og 3 af hendes hvalpe på 9 uger, er kommet ud. En bagdør ud til en nedlagt lade er blæst op og der har de fundet et hul, og er smuttet ud i den store verden. Jeg får hurtigt trukket noget tøj på og begynder at lede og kalde dem til mig. De 2 af dem får jeg fat i, i løbet af 15 min, men så begynder den længste dag i mit liv. Tæven og hendes hvalpe reagerer ikke på mine kald og de er ingen steder at se. Efter en halv time må jeg indrømme at jeg skal bruge hjælp og kontakter en veninde og beder hende om hjælp.

Der bliver slået op på Facebook at vi leder efter tæven og hvalpe. Der går ikke længe før der komme folk og tilbyder deres hjælp med at lede, som jeg tager imod med kyshånd. På et tidspunkt kommer fragtmanden med varer til mig og jeg spørger ham om han tilfældigvis har set mine hunde. Det har han ikke, men han har fået et opkald om der er nogen han kender der mangler en lille hund. De har nemlig fundet hende (hvalpenes mor) ca. 5 km fra hvor vi bor og taget hende ind. Der er klokken 10 og de har været væk i 4 timer. En veninde kører ud og henter en meget beskidt og træt tæve – MEN hvor er hvalpene ??

Der bliver ændret i ordlyden på Facebook opslaget og skrevet flyers ud. Da dette sker starter en sand lavine af henvendelser fra folk både på telefon og ved at de kommer hjem til mig for at tilbyde deres hjælp med at lede. Klokken 13 er der nok et sted mellem 10 – 15 personer, der er ude at lede i området hvor vi bor og hvor tæven er fundet. Politiet i de 4 kredse omkring os bliver kontaktet og der bliver ringet til dyrlæger i en omkreds af 30 km. Men ingen har set eller indleveret 3 hvalpe. Der bliver ringet på ved alle i området og haveskure bliver gennemgået af ufattelig mange mennesker.

Så begynder folk at komme hjem fra arbejde og der kommer flere til for at hjælpe. NU kommer der folk med jagt og sporhunde som gennemtraver de omkringliggende rapsmarker, og en som går med krykker og skinne på benet har i løbet af dagen gået rundt i sprøjtesporerne på markerne i 6 timer.

Stadig ingen tegn på hvalpene, klokken nærmer sig 18 og hvalpene har nu været væk i 12 timer.. Jeg indrømmer at jeg ikke længere tror på at jeg nogensinde ser dem igen. Vi bor i et område med mange rovfugle og jeg kan levende forstille mig hvilken lækkerbisken 3 små hvalpe må være og hvor lette de er at tage for en rovfugl.

Nu er der nok et sted mellem 30 og 40 mennesker som i løbet af dagen har været her for at sige, at de går ud og leder. Mange har jeg ikke selv mødt, da jeg selv er meget ud på markerne at lede. Nogen snakker om at de må være blevet stjålet og jeg melder det til politiet som en tyverisag. Bare for at være på den sikre side. Folk er nu kommet fra så fjerne steder som Ballerup og Frederikssund bare for at hjælpe med at lede. Der bliver ringet fra Bornholm og spurt til om de kan gøre noget. Der bliver taget kontakt til Clairvoyante og til en forening af Drone entusiaster. To kommer med Pizzaer og en står i køkkenet og laver kaffe i lange baner. Klokken nærmer sig 21 og stadig ingen hvalpe..

På dette tidspunkt er jeg i total opløsning. Der står en drone mand i gården og samler sin drone, der ringer en anden dronemand og siger at de er flere på vej. Nu er der omkring 50 mennesker der på den ene eller anden måde har været involveret i eftersøgningen af de små. Dertil kommer alle dem der via beskeder fortæller at de har været ud og lede i forskellige områder.

Kl. 22 ringer min telefon og det er en genbo, hvis skel og marker er blevet undersøgt flere gange i løbet af dagen, da deres gård ligger op til de marker der omkredser vores. Den bedste sætning der kan lyde kommer ud af røret: “Hvad Marianne, kunne du tænke dig at komme og hente dine hvalpe..? – De ligger og trykker sig under en palle ved vores kompostbeholder.”

Ind i bilen og afsted. Der står en mand, med sine 2 Korthåret jagthunde som står stand på mine 3 små labaner der knurre som gale af de 2 hunde, der ikke vil lade dem komme væk. Ned på knæ og grave dem ud fra et trangt sted under en palle, og herefter kæmpe krammer til de 2 skønne hunde, som fandt mine “bæster”.

De er alle 3 hjemme igen til trods for at de var væk i 16 timer – Alle er ved godt humør, de har tævet min voksne hanhund og jagtet tøjbamser hele natten.

I dag dagen derpå skal de lige have et tjek op ved dyrlægen og ellers masser af kys og kram.

Jeg er evigt taknemmelig for den store støtte jeg har modtaget fra totalt fremmede og fra bekendte.

Marianne Hagstrøm