Shih Tzu Danmark

Tilmeldt udstilling og hvad så?

Der gøres hunde klar - Her en lille baby

Der gøres hunde klar – Her en lille baby

________________________________________________________________________________________________

Når du har tilmeldt din Shih Tzu til udstilling, vil du ca 14 dage før udstillingsdagen modtage hundens udstillingsnr og program for dagen. Dette modtager du via email og du skal selv sørge for at printe det ud, samt medbringe det på udstillingsdagen.

Udstillingsnummeret er din “billet” og skal fremvises sammen med hundens vaccinationsattest ved indgang til udstillingen. Billetten gælder for en hund + en person. Er I flere skal de øvrige betale entré.

Udstillingsnummeret skal bæres synligt for dommer og ringpersonale, når du er i ringen med din hund. Oftest bæres det fastgjort på enten venstre bryst eller arm. Man kan købe en udstillingsnål / armbind, eller bruge en sikkerhedsnål.

______________________________________________________________________________

De fleste bader og gør deres Shih Tzu klar dagen før udstillingen. Sørg for at klippe hundens negle og poter, så den fremstår velsoigneret.

Når dette er gjort, kan man på dagen børste hunden op og sætte en udstillingstop. Er det din første gang og er du usikker på dette, så prøv om ikke du kan lave en aftale med din opdrætter om hjælp. Hvis denne ikke er tilstede på udstillingen kan det være at vedkommende kender en af de andre udstillere og kan formidle en aftale om hjælp. Er dette ikke muligt, så spørg en af dem der er tilstede på udstillingen – Oftest vil de fleste gerne hjælpe nye. Siger den du spørger nej, så spørg roligt den næste – Der skal nok være een der vil hjælpe dig, alle har været ny og usikker..

Det vil være en rigtig god idé at ankomme i god tid, dels for at få en plads ved udstillingsringen, for at din Shih Tzu vænner sig til de fremmede omgivelser mange mennesker og hunde,og dels have god tid til at få den børstet igennem og gjort klar.

Da der som regel er en del ventetid, vil det være en god idé at medbringe en klapstol til dig og et bord til din Shih Tzu – Mindre kan selvfølgelig gøre det, men det er nu rart at kunne sidde ned og slappe lidt af, hvis ventetiden viser sig at blive lang.

Vigtigt at huske:

– Medbringe udstillingsnummeret.

– Hundens vaccinationspapirer eller pas

– Stambogen og registreringspapirer (kan forlanges fremvist)

– Børster, elastikker osv. så du kan klargøre din Shih Tzu

– Vand og godbidder – Og lidt til dig selv!

– Klapstol og måske et trimmebord

____________________________________________________________________________

Man kan på alle udstillinger købe et program/katalog for dagen, hvori alle klasser og hunde er benævnt. Her kan man se hvor mange hunde der er i de forskellige klasser og hvor mange konkurrenter hunden har. Derudover kan man se hvor mange hunde der er i de forskellige udstillingsringe og derved regne sig frem til en cirka tid, for hvornår det er ens tid. En lille regel er, at en dommer forventes at dømme ca. 15-20 hunde i timen.

Har du aldrig deltaget på en udstilling før, anbefales det at du bruger noget tid på at se hvad der foregår i en udstillingsring, hvad dommeren og de andre udstillere gør med deres hunde når de bedømmes. Der er nogle klare regler for hvordan det hele foregår – Vil du være rustet til dette, anbefales det at du deltager i ringtræning med din hund. I alle lokale kredse i DKK, er det muligt at gå til dette.

Du kan finde de forskellige kredse ved at trykke på DKK-logoet

DKK Kredse

DKK Kredse

Held og lykke!