Mange hunde står i øjeblikket i en uheldig situation i forhold til opnåelse af titlen Dansk Juniorchampion (DKJUCH), fordi de kan risikere at være for gamle til at udstille i juniorklassen, når ”coronatiden” er overstået.
For at komme de hundeejere i møde, hvis hund kun mangler ét juniorcertifikat (JCAC) for at opnå førnævnte titel, har DKK’s bestyrelse vedtaget en særordning om, at ét juniorcertifikat kan erstattes af et reserve-juniorcertifikat eller et CK opnået i udstillingsåret 2020 for at få godkendt titlen DKJUCH.
De 3 tællende kvalifikationer skal stadig være opnået hos 3 forskellige dommere. Til gengæld må CK’et gerne være opnået i en anden klasse end juniorklasse, f.eks. mellemklasse eller åben klasse, hvis hunden er blevet for gammel til at stille i juniorklasse, når udstillingerne genoptages.
Titlen DKJUCH kan således nu opnås på følgende måder:
3 x JCAC
2 x JCAC + 1 x RJCAC
2 x JCAC + 1 x CK opnået i 2020
Særordningen gælder foreløbigt hele udstillingsåret 2020.
Skulle udstillingspausen vise sig at blive længere end forventet p.t., er bestyrelsen klar til tage ordningen op til revurdering.
DKK´s online-udstillingsreglement opdateres, så særordningen også fremgår heraf.
*DKK 17/4-2020*