Shih Tzu Danmark

Racestandard

FCI Standard                                                                                                                                                                                                                                                                Nr 208 

16.02.2011 (GB)                                                                                                                                                                                                                                                         (ORG 13.10.2010)

SHIH TZU
Oprindelsesland: Tibet
Protektion: Storbritannien

Anvendelse: Selskabshund.
Klassifikation: FCI Gruppe 9 Selskabshunde og dværghunde
Sektion 5 Tibetanske racer.
Uden brugsprøve.

 

Historisk Resumé:

Folk har tendens til at forveksle Lhasa Apso og Shih Tzu, men der er en række tydelige forskelle. Rødderne af denne race er i Tibet men den er udviklet i Kina, hvor hunde lig disse levede i de kongelige paladser. Kina blev en republik i 1912, hvorefter eksemplarer af denne race fandt vej til Vesten, selvom den første registrerede import til Storbritannien ikke skete før 1931. Den blev anerkendt som en race adskilt fra andre orientalske racer i 1934 og tilkendt et separat register af The Kennel Club i 1940, og tilkendt certifikater fra 1949. Det chrysanthemum lignende udseende af Shih Thuz’ens hoved er meget tiltrækkende, og dette skyldes at hårene gror opad på næseryggen.

 

Helhedsindtryk:

En kraftig bygget, rigeligt men ikke overdrevent pelset hund med udpræget arrogant holdning. Ansigtet minder om en chrysantemum.
Vigtige proportioner: Længere mellem skuldre og halerod end højde ved skuldrene.

Adfærd/Temperament: Intelligent, aktiv og vågen. Venlig og selvstændig.

Hoved: Hovedet er bredt og rundt, med god afstand mellem øjnene. Pjusket hoved med godt skæg og kindskæg, hårene der gror opad på næseryggen giver en udpræget ”chrysanthemum lignende” effekt. Må ikke påvirke hundens evne til at se.
Stop: Klart markeret.
Næse: Sort, dog mørkt leverfarvet hos hunde, hvis pels eller aftegninger er leverfarvede. Næsens overkant skal ligge i højde med eller en smule under nederste øjenrand. Næsen skal være lige eller svagt opadvendt. Næseborene er godt åbne. En næse der vender nedad, er særdeles uønsket, ligesom sammenklemte næsebor er det.
Næseparti: Af god bredde, kvadratisk og kort, uden rynker, fladt og godt behåret. Længden er omkring 2,5 cm fra næsespids til stop.Næseryggen er vandret eller let opadvendende mod næsen. Pigmenteringen på næsepartiet skal være så ubrudt som muligt.
Læber: Lige.
Kæber/Tænder: Brede kæber, let underbid eller tangbid.
Øjne: Store, mørke og runde, placeret godt langt fra hinanden, men ikke udstående. Udtrykket er varmt. Hos hunde med pels eller aftegninger af leverfarve er lysere øjne tilladt. Det hvide i øjnene må ikke vises.
Ører: Store med lange ørelapper, båret hængende. De er ansat en smule lavere end skallens top og beklædt med så rigelig pels, at de flyder sammen med halsens pels.
Hals: Velproportioneret og smukt buet. Tilpas lang til at give en stolt hovedbæring.
Krop:
Ryg: Vandret.
Lænd: Kort og solid.
Bryst: Bredt, dybt, når godt ned mellem forbenene.
Hale: Med meget fyldig pels (fjerbusk), båret muntert ind over ryggen. Højt ansat. Halen skal nå op i niveau med skallen for at give hunden et harmonisk omrids.
Lemmer:
Forpart:
Skuldre: Faste, godt tilbagelagte.
Underarm: Korte og muskuløse med god knoglesubstans, så lige som muligt, svarende til det brede og dybtstillede bryst.
Forpoter: Rundede, faste og godt dækket af pels.
Bagpart: Korte og muskuløse bagben med god knoglesubstans. Set bagfra skal de være lige.
Lår: Godt rundede og muskuløse.
Bagpoter: Rundede, faste og med gode trædepuder. Godt dækkede af hår.
Bevægelse: Overlegen og blødt glidende. Forbenene griber godt fremad, og bagaktionen er så kraftig, at trædepuderne ses bagfra.
Pels:
Hårlag: Yderpelsen er lang, tæt, ikke krøllet, med moderat mængde underuld, der ikke må være ulden. Svagt bølget pels er tilladt. Pelsen må ikke påvirke hundens evne til at se. Pelsens længde må ikke begrænse bevægelserne.
Farve: Alle farver er tilladt. Hos parti-colours er en hvid blis i panden og en hvid halespids meget ønskelig.

Størrelse og vægt: Skulderhøjde: Ikke mere end 27 cm.
Type og racepræg er af største betydning og må under ingen omstændigheder tilsidesættes alene for størrelsen.
Vægt: 4,5 – 8 kg. Idealvægt 4,5 – 7,5 kg.
Fejl: Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang og dens indflydelse på funktionel sundhed og velbefindende.
Diskvalificerende fejl: Aggressive eller overdrevent sky hunde. Hunde, som tydeligt viser tegn på fysiske eller adfærdsmæssige abnormiteter, skal diskvalificeres.

Bemærk: Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.
Seneste ændringer er i fed.

Dansk Kennel Klubs bemærkning:
Forhold, der påvirker en hunds sundhed negativt, betragtes som en alvorlig fejl

Standarden udgivet af FCI 13.10.2010

Oversættelsen godkendt af DKK’s Standard Komité OKTOBER 2013

NB! Denne udgave erstatter standard udsendt af DKK i NOVEMBER 1998

Kilde DKK.

Racestandard Pdf